|
 Instruktør: Svenn B. Syrin
Skuespillere: Makka Kleist, Else Danielsen
Teknik: Ilannguaq Kleist
Kostume design: Anna Nuka Olsen Rosing
"Gamle Kuaanias Julefortælling" er lavet i anledning af kirkelovens 100 års jubillæum 2005.
Teksten er skrevet af Knud Rasmussen, fortalt af Kuaania.
Gamle
Kuaanias Julefortælling har været vist i følgende byer: Aasiaat,
Kangaatsiaq, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq,
Qaqortoq og Nuuk.
En sensommerdag var vi gået i land bag Kap farvel ved den lille boplads Nûk.
Der
var høj sol over de stejle, skarpe fjeldtinder, og den klare himmel
vuggede blå i fjordens vande, når en lille brise krusede spejlet.
Hastige fugletræk skar dristigt hen over de flade næs og skyndte sig ud til deres madsteder i Atlanterhavet.
Det
var rigtigt sommervejr. Magsvejr og fangstvejr! I den lille bopladsvig
var der blikstille. Altid sultne måger slog sig ugenert ned ved
tørfisken på klipperne og holdt festmåltid; de syntes at mene, at i dag
var der helle for alt slags vildt. Og det var der også! Hele
befolkningen var stimlet sammen om os og havde "viklet os ind i
hjertilighed", mens glade, halvnøgne børn tumlede nysgerrigt mellem
benene på os.
Da skærer et råb pludselig gennem
solskinnet og får os til at standse. Det er bopladsens ældste, gamle
Kuaania, der kalder på mig! Og mens de andre fortsætter op til
skolemesteren for at forberede festen, går jeg op til men gamle ven.
Kuaania
og jeg har lært hinanden at kende for mange år siden, da jeg et
efterår lå i teltlejr et stykke omme på østkysten sammen med
Mylius-Erichsen. Dengang var han i sin bedste alder, en stout
familiefader, en storfanger af usædvanlig format, en himmelhund i
kajak, hvordan så vejret end var, og dertil det sorgløst smittende
humør, der prægede hele hans boplads.
Nu var det
svært at kende ham igen. Han havde vel det samme markerede ansigt, der
endnu beherskedes af ørnenæse, de kloge øjne og den viljeprægede mund;
men legemet var blevet en oldings. Hans ben var næsten lamme. Alt,
hvad han dagligt orkede, var at kravle ud af sin lille fattige
jordhytte, sætte sig i det lange græs på tørvetaget og så lade solen
skinne på sig.
Og dog, bag det skrøbelige og
udslidte hylster var Kuaania inderst inde den samme. Hans tales ild var
uforandret, og endnu lå der i hans blik og tone en myndighed, der ikke
blev modsagt. Ånden var en høvdings, når han kom med en henstilling, og
jeg måtte beundre oldingen, ganske på samme måde, som jeg havde følt
mig betaget af manden.
"Nå, så," sagde han, " du driver endnu om på havene!"
Så
tav han lidt, og idet han mindedes sine egne talløse togter, måtte han
rømme sig for at sluge sin vemod. Men det varede kun et øjeblik.
Så
rynkede han brynene, og den gamle kommandotone lå atter i hans stemme,
da han, pegende på grønsværet ved sin hytte foreslog, at jeg skulle
sætte mig ved siden af ham og høre på, hvad han havde at sige.
Atter
blev der stille imellem os. Jeg kunne mærke, at han kæmpede med en
bevægelse, som han helst vil holde nede. Da han endelig talte, havde
han helt strøget det myndige af sin stemme. Nu var der en mild og
erfaren gammel mand, der forkyndte sin livsvisdom:
"Næste
gang du kommer til Nuk, er jeg død. Derfor må du tålmodigt høre på alt
det, jeg nu har at sige dig. Sidst vi var sammen, fortalte jeg dig om
alt, hvad jeg kunne huske om vort liv på østkysten. Jeg søgte at gøre
vore fangster - og al deres fryd og spænding - levende for dig. Jeg
fortalte dig om vore sagn, og jeg sang vore sange for dig.
Denne
gang vil jeg gerne have lov til at fortælle dig om, hvordan det gik
til, at jeg forlod østkysten og alle de gamle kære bopladser deroppe
for at tage land her og lade mig døbe.
Jeg ved
ikke rigtigt hvorfor, men jeg synes, det er noget, jeg må have fortalt,
og jeg føler, at jeg ikke får ro, om jeg ikke gør det, mens jeg endnu
kan tænke en smule.
Du ved, at jeg som dreng
boede langt nordpå ved Umivik; her levede vi uden hvide mænd, helt for
os selv, ganske således som vore fædre havde levet før os. Vi tænkte
deres tanker, drev deres fangts og fulgte vore skikke. Men vi gjorde
handelsrejser til vestkysten engang imellem for at købe bøsser og
ammunition, værktøj og tobak. En sommer, jeg var med, havde der været ,
meget sygdom blandt de farende bådlag. Vi kom i konebåde og kajakker.
Og jeg husker, at der af fire bådlag, der kom helt oppe fra
Angmagssalik, kun var eet eneste, der kom gennem rejsen. De andre omkom
af sygdom.
Såsnart vi kom til handelsstedet,
mærkede jeg, at jeg nu selv fik den farlige sygdom i kroppen. Og jeg
blev svagere og svagere for hver dag der gik. Jeg var kun en
halvvoksen, forældreløs dreng uden slægt, og vidste, at tog sygdommen
helt kræfterne fra mig på hjemrejsen, så ville jeg blive efterladt for
at dø alene; sådan var vor stammes lov. Derfor listede jeg en nat ind i
land og gemte mig i en hule bag fjældene.
Nu
hændte der mig det, at da jeg omsider kravlede frem fra mit skjul, hvor
jeg havde sultet og frosset i flere dage, var min sygdom blevet så
meget værre, at det kun var med stort besvær, at jeg kravlede ned til
handelsstedet og gav mig til kende. Jeg husker, at en mængde mennesker
stimlede sammen om mig; der blev råbt og larmet, og så blev det hele
borte for mig. Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg i et stort hus for
mig selv. Aldrig havde jeg været så hvid og så fin i mit tøj eller min
hud; men jeg var så svag, at det varede længe, før jeg kunne glæde mig
over det. Det var galt med mine lunger, og jeg var ikke meget ved
bevidsthed i den første tid.
Det var en gammel
jordmoder, der boede i sygehuset og passede mig. Aldrig nogensinde før
i mit liv var der nogen, der havde været så god imod mig. Jeg undrede
mig ofte over det. For jeg var jo ikke i familie med en eneste der ved
bopladsen. Jordmoderen var enke, en kvinde uden mand til at fange for
sig. Og dog havde hun altid mad både til sig selv og til mig. Også det
gav mig ofte noget at tænke på.
For sådan var
det ikke hos os. Jeg spurgte hende ofte om, hvorfra alt dette kom, og
hvorfor man var så god imod mig. Men hun svarede blot med en god
latter, idet hun slog det hen med, at det ikke var så underligt, at
sådan en lille uvidende hedning ikke kunne forstå noget.
Også lo vi begge to. Men jeg anede aldrig, hvad hun mente, eller hvad vi lo ad.
Det
var en meget stor boplads, jeg var kommet til. Aldrig havde jeg troet,
at det kunne gå an at samle så mange mennesker på eet sted.
Men jeg glædede mig over alt det nye, jeg så, da jeg kom ud.
Det skete først hen på vinteren; så land tid tog det mig at blive rask.
Sneen
var nu faldet dybt over alt land. Storisen lå et lille stykke uden for
kysten, og solen viste sig kun en smule over fjeldtoppene.
Da
var det, at folk begyndte at tale om noget, som de kaldte jul. Overalt,
hvor jeg kom ind i husene, hørte jeg dette ord. Og alle så så mærkelig
glade ud, når de talte derom, at jeg anede, at det var noget, der måtte
rumme en meget stor glæde!
Og så fik man travlt!
En travlhed, der voksede for hver dag, der gik. Alle skulle have nyt
tøj. Alle skulle give hinanden gaver. Alt, alt var forberedelse til
noget lyst og strålende, som vi allesammen skulle møde på den tid af
året, som vi i mit land kalder for "mørkets midte", fattigdommens og
misfangstens, vinterangstens tid.
Jeg forsøgte en aften at fritte min plejemoder ud; jeg kaldte hende efter vor skik nu min lille bedstemor.
"Lille bedstemor", spurgte jeg, "hvad er julen for noget?"
"Julen," svarede hun, " det er Jesu fødselsdag."
"Ja, men hvem var Jesus?" afbrød jeg.
"Jesus," svarede hun, "Jesus, det er din og min og hele verdens frelser!"
Alt
dette forstod jeg ikke et ord af. For lille bedstemor, det var jo min
frelser. Og selv havde hun slet ikke været syg. Og hvad vidste hun om
hele verden, og hvad den behøvede. Jeg blev kun glad, da jeg fik at
vide, at jeg også skulle have nyt tøj.
Også jeg! tænte jeg. Hvorfor al den godhed mod en fremmed forældreløs, der kun ville være overgivet til døden af sine egne!
Dette
var kun begyndelsen til alle mine oplevelser. For nu kom julen. Og vi
holdt jul og alt det, som I kender meget bedre. Men alligevel vil jeg
så gerne, at du hører videre. For jeg har senere forstået, at alt det,
I tror og håber på her i livet, ligesom er sprunget ud af julen.
Når
jeg nu så gerne vil, at du og andre blot en eneste gang skal kende og
mærke julen gennem min mund, sådan som den kom til mig, så er det,
fordi I næsten er blevet sådan vænnet til julen fra den tid, da I var
ganske små, at den aldrig rigtig kan blive den pludselige og store
oplevelse, som den blev for mig, der dog var så voksen, at jeg kunne
tænke.
Vi lå og sov, min lille bedstemor og jeg,
da vi ude i frostsneen hører knirken af mange fodtrin. Det var
pludseligt, som alle nattens lyde samlede sig uden for vore vinduer. Så
var der stille et øjeblik, og ud af denne stilhed hævede der sig så
ganske langsomt en sang, mange, mange stemmers sang, der vældede frem
fra stærke, friske struber.
 Jeg havde nok hørt
folk tale om, at det var skik og brug at gå fra hus til hus julenat og
synge. Men jeg havde aldrig tænkt mig det sådan; jeg blev så beklemt,
så underlig til mode, at jeg måtte bore mig langt ned under dynen, og
her begyndte jeg, uden at vide hvorfor, at hulke; jeg græd, så briksen
rystede.
Min plejemor var sprunget op og havde
tændt tre lys og stillet dem op i vindueskarmen; så kom hun til mig,
løftede dynen og klappede mig på kinden, selv bedrøvet, ligesom fyldt
af minder, men med en mærkelig glans i øjnene. Også sagde hun:
"Stakkels, lille udøbte! Du græder, fordi du endnu står udenfor vor
juleglæde."
I det samme døde sangen bort, og man
hørte en mand råbe med ung og kraftig stemme: "Og jeg forkynder eder en
stor glæde. Eder er i dag en frelser født. Og hans navn er den Herre
Jesus."
Det var, som om ordene vækkede natten,
den nat, hvor før alt syntes at sove undtagen de stemmer, der sang og
talte udenfor vore vinduer.
Og da koret istemte
en ny sang, sprang jeg ned fra briksen, greb mit tøj og begyndte at
klæde mig på. Jeg var ikke noget tudehoved, jeg var en rask dreng, og
nu ville jeg selv være med!
"Lille bedstemor," næsten råbte jeg, "jeg vil med!" Og lige for øjnene af min forbavsede plejemor smuttede jeg ud af døren.
Jeg
vidste godt, at jeg slet ikke kunne synge med på sangenes melodier;
ordene kunne jeg heller ikke. Men jeg havde en fornemmelse af, at al
min fattigdom netop lå i denne uvidenhed. Dog forstod jeg, at det, jeg
nu var med til - det var en hellig handling.
Og
her har du nu det, jeg kalder for mit budskab, en gammel mands budskab
til sine landsmænd og til alle andre mennesker på jorden: Af alt det,
jeg har gjort i mit liv, har intet betydet så meget for mig som den
nat, da jeg stjal mig til at være med i julenattens hellige glæde.
Det var min første jul, min største jul, fordi det var den første gang!
Himlen
var klar, utallige stjerner blinkede som øjnene hen over sneen, og en
spinkel, nyfødt måne gled som et varsel op over fjeldene.
Fra
hus til hus listede jeg mig efter koret og lyttede åndeløst til
salmerne og evangeliet. Og så mange huse var der, hvor stadig det samme
gentoges, at jeg til sidst kunne ord og melodier.
Og
hvor gik nu endelig mine tanker hen den nat? Jeg ved det knap nok selv!
Men det husker jeg, som fra min egen stemme var vænnet til at bygge min
religion op på gamle myter, jeg syntes nu, at dette var det
vidunderligste sagn, jeg nogensinde havde hørt. For det begreb jeg
straks - måske fordi jeg var en forældreløs - at her var plads også
for mig! Her vragedes ingen fattige eller slægtsløse ensomme, her kunne
alle komme.
Senere har jeg ofte måtte tænke på
alle vore sagns helt, den forældreløse Kagsagssuk, der mishandledes,
hånedes og næsten sultedes ihjel af sine bopladsfæller, indtil
"kraftens herre" steg ned fra himlen og gjorde ham stærk og
uovervindelig. Denne Jesus var jo kraftens herre for mine nye
bopladsfæller; også han kom fra himlen; men han gav ikke blot en
enkelt, han gav alle styrke. Og så var der også en anden forskel på
disse to kraftens herrer; kraftens herre i vort sagn lagde overmod til
styrke - thi du husker, at Kagsagssuk selv endte som en voldsmand, der
udryddede alle sine fjender; men de kristnes Herre Jesu giver ganske
det modsatte. Han forlener styrken med dyb ydmyghed!
Nå,
men alt dette forstod jeg naturligvis først efter mange år efter hin
nat, da vi gik fra hus til hus og sang, indtil dagen gryede. Vi havde
netop afsluttet ved den sidste og skulle til at gå hjem, hver til sit,
da det begyndte at ringe til gudstjeneste. Kirkeklokkens malmklang
fyldte atter på en uforklarlig måde mit sind med vemod, og jeg løb hjem
til min lille bedstemor og spurgte hende, om hun ikke kunne lære mig en
tryllebøn; men det skulle være en tryllebøn for livet. Og da strøg hun
mig igen så mærkeligt hen over ansigtet, og så fremsagde hun fadervor
for mig.
Det var første gang, jeg hørte denne
bøn, som I kalder Jesu egen bøn. Det meste af den kunne jeg ikke
forstå; men jeg gik glad i kirke og bildte mig ind, at jeg ligesom
kunne mærke en virkning af de sælsomme trylleord. Jeg følte min krop så
let, og mit sind var åbent.
Og her - med denne
min allerførste, famlende lærdom som kristen - slutter min fortælling.
Her begyndte min jul, og her vil jeg ende mit liv.
Du kender vor skæbne, og jeg behøver ikke at fortælle dig mere.
Du
ved, at ikke mange år efter det, jeg her har fortalt dig om,
indvandrede alle vi østgrønlændere til vestkysten og lod os døbe. Og nu
ser du mig her. Jeg er kun en enfoldig mand, og har alle dage været
ringe til at tænke og dårlig til at forstå. Og dette er vel også
grunden til, at jeg som kristen og nu som gammel mand aldrig er kommet
længere end til juleaften og til fadervor. Her er for mig begyndelsen,
og her er enden."
 Kuaania havde talt uden
ophold. Han havde nøje gennemtænkt, hvad han ville mig. Men nu
standsede han pludselig. Oppe ved skolen var der mænd og kvinder
samlet, klar til at feste på kaffe, tobak og figner. Kuaania så sig
omkring; ingen var i nærheden af os, ingen skænkede os i øjeblikket en
tanke. Atter rømmede han sig. Og denne gang forsøgte han slet ikke at
skjule sin bevægelse.
"Knud," sagde han, "du
ved, at jeg aldrig har været en kryster. Jeg har aldrig været ræd for
at færdes i storm; og havet skræmte mig heller ikke. Nu har jeg lagt op
og kommer aldrig længere end op på mit hustag. Men du, du skal nu over
havet, det store hav, hvor der intet land er, men kun himmel. Du skal
aldrig være bange for at føle dig lille, blot du aldrig er fejg. Læg
dig på knæ foran mig og modtag en gammel mands velsignelse."
Os så hviskede han fadervor frem, ganske langsom og med skælvende stemme.
Vi
skiltes med et håndtryk uden at sige mere til hinanden. Jeg skulle jo
op til alle dem, der havde samlet sig for at fejre vort besøg.
Men undervejs op til alle de kåde og leende klynger var det , som om jeg stadig kunne høre Kuaania´s kirkeklokker ringe.
Og nu har jeg forsøgt på at opfylde hans sidste ønske. Jeg ved ikke, om han er død; men jeg ved, at hans ord lever i mit sind.
|
Manus: Makka Kleist
Makka Kleist skrev Eskimohistorier til festspillene i Nordnorge i 2000 hvor hun var festspilkunstner. Siden har stykket været fremført på norsk i Nordnorge og på engelsk i Toronto, Canada.
Dette sceniske materiale egner sig udmærket til en anderledes grønlandsk historietime. De ældste klasser i folkeskolen, gymnasiet, seminariet, najukkami ilinniarfik, tusagassiortut ilinniarfiat og universitetet vil have udbytte af denne gennemgang af vores historie på en times tid.
Stykket indeholder flere kendte julesange, både traditionelle og punk-variationer.
Vi befinder os i umiddelbar nærhed af en af USA's mange ”Bluie” baser i Grønland og året er 1944.
Historien bygger på et gammelt sagn om den skotske konge Mac Bethad mac Findlaich som regerede i årene 1040 til 1047.
Instruktør: Indra Lorentzen
Instruktør: Simon Løvstrøm - Mooqqu
Instuktør og skuespiller: Else Danielsen
